ANDELSBOLIGEJERE RISIKERER TAB
Valuarvurderinger er risikable og kan betyde, at nogle vil købe for dyrt, mener BG Bank.
Af Anders Godthjælp Nielsen, Bryggebladet 05.04.2006
Andelsboligforeninger der med valuarvurderinger i hånden sætter andelskronen op til det maksimale niveau udsætter sig selv for risici. Særligt i en tid med stigende renteniveau. Det mener cheføkonom Anne Burchardt i BG Bank.
Langt de fleste lejligheder på det »gamle« Bryggen er andelsboliger. Cheføkonom
i BG Bank advarer mod over-optimistiske valuarvurderinger.
(Arkivfoto: Ricardo Ramirez)
Overdrevent optimistiske valuarvurderinger øger risikoen for faldende andelsværdier betydeligt, udtalte hun til Berlingske Tidende i lørdags og fortsatte:.
Det er andelshaverne ikke tjent med både fordi man risikerer at købe dyrt og sælge billigt, og fordi det i sidste ende kan blive svært at komme af med sin andelsbolig.
Ved en valuarvurdering vurderer en valuar (ejendomsmægler), hvad en andelsboligforening kunne blive solgt for, hvis det var en udlejningsejendom.
Denne vurderingsform er typisk højere end den offentlige vurdering og betyder derfor, at en andelsboligforening kan vælge at sætte andelskronen højere, end hvis den kørte efter den offentlige vurdering.
Mange andelsboligforeninger på Bryggen har valgt valuarvurdering de seneste år. I flere andelsboligforeninger har det betydet op mod en tidobling af priserne på blot få år.
Kommunalreform fremmer flere valuarvurderinger
Nogle foreninger vælger at gå helt til maksimum for vurderingen og dermed ikke lægge til side til dårligere tider, mens andre foreninger har været mere tilbageholdende.
Generelt er valuarvurderinger på stærk fremmarch i hele landet. Anne Burchardt anslår at omkring halvdelen af de ældre andelsboligforeninger har skiftet den offentlige vurdering ud med valuarvurderinger.
Ifølge Berlingske Tidende forventer hun, at denne tendens vil stige. Blandt andet fordi kommunalreformen betyder, at der kun vil blive udarbejdet offentlige vurderinger hvert andet år.
Det betyder, at foreninger, der bruger den offentlige vurdering, kun kan regulere prisen hvert andet år, og at fraflyttere i mellemåret vil sælge for billigt.
På bryggebladet.dk den 4. april 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 06-2006 (udkommer den 5. april).