KESSLER BOKSER FOR BRYGGEN
Bryggedrengen Mikkel har chance for at blive dobbelt verdensmester på næste lørdag.
Af Anders Godthjælp Nielsen, Bryggebladet 04.10.2006
Når Mikkel Kessler den 14. oktober går i ringen for at slå tyskeren Markus Beier og vinde to verdensmesterbælter, så bokser han for sig selv, for Danmark og ikke mindst for Bryggen.
Mikkel Kessler er i superform og er helt overbevist om, at han kan slå Markus Beyer. (Foto: Ricardo Ramirez)
Mikkel Kessler er nemlig dødtræt af altid at blive kaldt »christianshavneren Mikkel Kessler«. For selvom han i mange år har trænet i CIKs lokaler i nabobydelen, så hører han altså til på Bryggen:
Det kan gå med »amagerkaneren Kessler«, men christianshavner det har jeg sgu aldrig været, siger Mikkel Kessler til Bryggebladet.
Sværere at få en lejlighed end at blive verdensmester
Han foretrækker derfor at blive kaldt »bryggeboen Kessler«. For selvom han i dag har bopæl i Flensborg, så er det på Bryggen, han er vokset op og stadig kommer tit.
Både min kæreste, søster og mor bor jo på Bryggen, forklarer Mikkel Kessler.
Han har bosat sig i Flensborg for at få mere ro til den daglige træning. Derudover spiller det en rolle, at han aldrig fik en lejlighed på Bryggen.
Han var ellers skrevet op i en andelsboligforening, men et eller andet gik galt, og han røg ud, og nu føler han, at det løb er kørt, med mindre det en gang lykkes ham at få en rigtig stor kassekamp i USA.
I dag er det jo nærmest umuligt at få en lejlighed her, siger Mikkel Kessler.
For selvom han tjener pænt som professionel bokser, så kan han ikke være med i kampen om de dyrere ejerlejligheder.
Jeg forstår ikke, hvor folk får alle de penge fra. Jeg har sgu da ikke lige fem millioner til en lejlighed, siger han.
Men han beklager ikke udviklingen på Bryggen:
Bryggen er selvfølgelig meget anderledes, end da jeg var dreng og rendte rundt og spillede fodbold og basket og lavede ballede på legepladsen (hvor billederne her på siden blandt andet er taget, red.)
Jeg kan huske, hvordan vi knægte elskede at komme i Gimle (det gamle medborgerhus på Ny Tøjhusgrunden som blev nedrevet i begyndelsen af dette århundrede, red.) Det var et frirum, hvor vi legede og spillede bold og nogle gange også fik ballade, hvis vi larmede for meget eller lavede lidt drengestreger.
Spiser økologisk 3>
Så selvfølgelig er der nogle af de gamle ting, man kan savne, men verden forandrer sig jo, og det gør Bryggen også, siger Mikkel Kessler.
Og så er der da også nogle af de gamle steder tilbage smørre-brødsforretningen ligger her jo for eksempel stadig, siger han med et skævt smil.
For det er ikke et sted, han selv kommer særlig tit. Som topprofessionel sportsmand lever han året rundt et meget tilrettelagt liv med træning flere gange dagligt og stor fokus på, hvad han putter i munden.
Jeg spiser nærmest kun økologisk. Det er simpelthen det bedste og det sundeste for mig, og nødvendigt for at jeg kan klare mig som bokser, forklarer Mikkel Kessler.
Når først han står i ringen, og kampen er begyndt den 14. oktober, så er han fuldstændig overbevist om, at han slår Markus Beyer.
Det professionelle cirkus
Inden da skal han lige overstå hele det cirkus, som den professionelle bokseverden også er. Dels de mange interviews i ugerne op til kampen, men også selve showet i Parken før kampen.
For egentlig ville Mikkel Kessler vist helst gå direkte fra opvarmningen i omklædningsrummet til at bokse. Men han har lært at acceptere, at der skal lysshow til, mens bokserne kaldes ind en ad gangen, og der afsynges nationalsange og meget andet.
Det er jo en del af showet, og som Johnny Bredahl altid har sagt, så skal man prøve at nyde det. Så det forsøger jeg at gøre.
Men det er også på dette tidspunkt, at en bokser er allermest oppe at køre. Adrenalinen drøner rundt i kroppen.
Så man skal være lidt nervøs for at være rigtig tændt. Men jeg er aldrig bange. Jeg har jo bokset, siden jeg var 13, så jeg har stor tiltro til mine egne evner, forklarer han.
Selvom det kan se ubehageligt ud for udenforstående, når to boksere står og banker hinanden, så er der præcise regler for, hvad man må og ikke må, og derfor også en stor gensidig respekt, mener han:
Selvom man ikke nødvendigvis er bedste venner, så kan kan man sagtens give hinanden hånden efter en kamp.
Men det er måske også nemmere for mig at sige, jeg har jo endnu ikke prøvet at tabe, griner 27-årige Mikkel Kessler, der blev professionel allerede som 19-årig.
Det var da vildt fedt at kunne leve af sin sport. Som nyprofessionel tjener man ikke vildt store penge, så jeg boksede nærmest en kamp om måneden. Men jeg fik da råd til at købe en brugt BMW, da jeg havde tjent nogle af de første penge, siger han med et smil.
Han har altid været glad for biler, men i dag kører han VW-kassebil på diesel.
Jeg bor jo i Flensborg og kører derfor mange kilometer, hver gang jeg skal besøge familie og kæreste på Bryggen, slutter Mikkel Kessler.
KESSLER HÅBER AT SE MANGE I PARKEN
Kampen mod tyske Markus Beyer, der gælder verdensmesterbælterne i de to store forbund WBA og WBC, bokses i Parken lørdag den 14. oktober.
Kesslers promotorer i Stald Palle har mange penge på spil og har derfor forsøgt at få TDC til at blænde for den tyske ARD-tv-stations signal. Det er ikke lykkes. Alligevel har Palle haft held til at sælge de danske tv-rettigheder til DK4.
Jeg håber bare, at mange møder op i Parken, for jeg har brug for støtten, siger Mikkel Kessler.
Billetterne hører ikke til de billigste, men de er billigere end dengang, Brian Nielsen mødte Tyson, fortæller Mikkel Kessler:
Og denne gang er det jo en kamp, der virkelig gælder noget: To verdensmestertitler. Så bliver det ikke større på dansk grund, siger han.
Måske kan det være, at nogle af Bryggebladets bude kommer. I hvert fald satte Mikkel sin autograf på en masse postkort (billedet øverst), mens han lod sig interviewe af Bryggebladet. agn
FREMTIDEN: MÅSKE PÅ BRYGGEN MÅSKE IKKE
Mikkel Kessler har næsten altid hunden Herman med, når han besøger barndomsbydelen. Men om han nogensinde flytter tilbage hertil, ved han ikke.
Jeg tænker ikke så meget på fremtiden. Selvom min karriere kan være overstået på et øjeblik, hvis jeg skulle blive alvorligt skadet, så tænker jeg kun på den næste kamp. For hvis man ikke er 100 procent koncentreret, så taber man, siger han.
Men jeg kunne godt tænke mig at prøve at bo under lidt varmere himmelstrøg engang, så nu må vi se, hvor jeg ender. Så længe min familie og kæreste bor her, så vil jeg fortsat komme her jævnligt, slutter Mikkel Kessler. agn
På bryggebladet.dk den 6. oktober 2006.
Redigeret udgave af artikel der blev bragt i Bryggebladet 15-2006 (udkom den 4. oktober).