BØRNEPASNING: BRYGGEN PÅ VEJ I RØDT
Behovet for vuggestuer og børnehaver skal undersøges nøjere, fastslår politikere.
Af Anders Godthjælp Nielsen, Bryggebladet 04.10.2006
Antallet af børn stiger på Bryggen i disse år som følge af de mange nye beboere.
Kommunen har derfor udvidet eksisterende institutioner og bygget nye i en forholdsvis lind strøm, de senere år.
Alligevel opstår der til stadighed flaskehalse, eksempelvis på klubpladsområdet, som beskrevet i Bryggebladet i foråret.
De kommende års mange nybyggerier kan gøre flaskehalsene endnu smallere.
Politikere vil være på forkant med situationen
Derfor har politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget bedt forvaltningen om at udarbejde en særskilt analyse af de kommende års pasningsbehov på Islands Brygge.
Jeg håber for en gangs skyld, at vi kan være på forkant med situationen, i stedet for at vi altid skal komme halsende bagefter, siger Kasper Johansen (R), der er medlem af udvalget.
Af den generelle rapport for hele Købehavn, som forvaltningen netop har afleveret til politikerne, fremgår det, at der på kort sigt faktisk er en overkapacitet af vuggestuepladser, og at antallet af børnehavepladser lige i øjeblikket møder behovet på Bryggen.
Dette skyldes primært, at de forventede tilflytninger til bydelen er blevet udskudt, skriver Børne- og Ungdomsforvaltningen i rapporten.
Mangler 63 vuggestuepladser allerede i 2007
På længere sigt forventer forvaltningen dog, at behovet vil stige kraftigt, og allerede i september 2007 vil der være en forventet underkapacitet på 63 pladser i hele Vestamager bydel (som Bryggen udgør hovedparten af).
Forvaltningen anslår, at mod totalt 1700 pladser i bydelen i 2006 vil der i 2009 være behov for 2200 daginstitutionspladser.
Pasningssituationen på Bryggen er altså på vej i rød, fastslår forvaltningen.
Det er derfor, at blandt andre Kasper Johansen har bedt forvaltningen om at udarbejde mere specifikke analyser af pasningsbeho-vene på Bryggen. Han forventer, at forvaltningen har analysen klar senere i denne måned.
Læs mere i følgende artikler:
04.10.06 - Åbenbart ikke rigtige bryggebørn
06.09.06 - Flere skolebygninger på vej
17.05.06 - Ny fritidsinstitution på skolen fra 1. august
19.04.06 - Skole udvides uden om skolebestyrelsen
19.04.06 - Behov for en større skole
19.04.06 - Kommunen klapper klub-hesten
05.04.06 - Kampagne for flere klubpladser
22.03.06 - »Hemmelige« klubpladser på rideskolen
08.03.06 - Mangel på klubpladser: Ved borgmesteren hvor Islands Brygge ligger?
22.02.06 - Kommunen: Ja, til flere klubber
08.02.06 - Akut mangel på lokale fritidsklubber
På bryggebladet.dk den 6. oktober 2006.
Redigeret udgave af artikel der blev bragt i Bryggebladet 15-2006 (udkom den 4. oktober).