ÅBENBART IKKE RIGTIGE BRYGGEBØRN
Ny Tøjhusgrundens børn hører ikke til på Skolen på Islands Brygge mere. De skal gå på Amager Fælled Skole, mener kommunen. Skolebestyrelsen på Brygge-skolen er helt uenige. Ny Tøjhus er en naturlig del af Bryggen, mener de.
Af Thomas Kjær Jensen, Bryggebladet 04.10.2006
Mange har købt dyre lejligheder på Ny Tøjhusgrunden blandt andet med den hensigt, at deres børn kan gå på vores skole. Så vi har da skuffede forældre i røret, når vi fortæller dem, at deres børn fremover hører til et andet skoledistrikt.
Her går grænsen for de nye skoledistrikter: Børn fra Kommandantens Gaard på Ny Tøjhusgrunden (i baggrunden) hører til på Amager Fælled Skole. Mens børn i et eventuelt kommende boligbyggeri i pakhusene i Njalsgade (forgrunden) skal gå på Skolen på Islands Brygge. (Foto: Ricardo Ramirez)
Sådan lyder det fra skoleinspektør Carl Bagge i en kommentar til, at kommunen for nylig besluttede at knytte børn fra Ny Tøjhusgrunden til skoledistriktet for Amager Fælled Skole frem for som nu Skolen på Islands Brygge.
At Ny Tøjhusgrunden fremover skal tilhøre et andet skoledistrikt betyder ikke, at børn herfra under ingen omstændigheder kan gå på Islands Brygges Skole mere.
Kommune: Vi har ikke sovet i timen
Dels bliver allerede indskrevne elever ved med at gå på den lokale skole, og dels er det på grund af det fri skolevalg i kommunen også muligt at overflytte børn fra for eksempel Amager Fælled Skole til Skolen på Islands Brygge.
Men kun hvis der er ledige pladser og først efter børnehaveklasse og første klasse, udtaler skoleinspektør Carl Bagge til Bryggebladet.
At beskæringen af Islands Brygges skoles grunddistrikt skulle være udtryk for, at kommunen har sovet i timen, afvises dog blankt af kontorchef i Børne- og Ungdomsforvaltningens planlægningsenhed Robert Bergstedt.
Vi kunne i princippet have besluttet at flytte rode 329 (et demografisk udtryk for Ny Tøjhusarealet, red.) til Amager Fælled Skole for et par år siden.
Men vi vurderede at vente, indtil vi havde en mere eksakt klarhed over børnetallet både i Havnestaden og på Ny Tøjhusarealet. Det har vi nu, og vi kan nu se, at presset på Islands Brygges skole er så højt, at vi må lave det her indgreb.
Formand for skolebestyrelsen på Bryggeskolen, Nico Hjortsø, undrer sig alligevel over kommunens mangel på planlægning:
Vi har hvert år siden 1996 opfordret kommunen til at udbygge vores skole med henvisning til de mange nytilflyttere i Havnestaden og på Ny Tøjhusgrunden, siger han til Bryggebladet.
Alle kunne jo regne ud, at 7-10.000 nytilflyttere alt andet lige øger presset på institutionerne. Men vi er hver gang blevet mødt med et rungende »vent og se!«
Først nu går alvoren så op for kommunen, og de bliver derfor nødt til beskære Islands Brygges skoledistrikt, siger han og tilføjer, at Ny Tøjhusarealet altid har været en del af Islands Brygge:
Her lå børneinstitutionerne, her lå medborgerhuset og her bor allerede en del af skolens nyindmeldte elever.
I april i år besluttede Borger-repræsentationen imidlertid at udbygge skolen til fire spor. Forhandlingerne om mere plads til skolen er netop nu gået i gang, og projekteringen er sat i gang. Men der går mindst to-tre år, før kommende elever kan gøre brug af den fuldt udbyggede skole på Islands Brygge.
Sker også af hensyn til tosprogede børn
En følgevirkning af den nye skoledistriktsinddeling er også en ændring af mere social og kulturel karakter på de berørte skoler.
De to skoler Amager Fælled Skole og Skolen på Islands Brygge er nemlig vidt forskellige med hensyn til andelen af tosprogede elever.
Ved at ressourcestærke danske familier fra Ny Tøjhusgrunden fremover tilhører grunddistriktet for Amager Fælled Skole, vil tosprogsprocenten i dette distrikt nemlig falde.
Læs mere i følgende artikler:
04.10.06 - Børnepasning: Bryggen på vej i rødt
06.09.06 - Flere skolebygninger på vej
17.05.06 - Ny fritidsinstitution på skolen fra 1. august
19.04.06 - Skole udvides uden om skolebestyrelsen
19.04.06 - Behov for en større skole
19.04.06 - Kommunen klapper klub-hesten
05.04.06 - Kampagne for flere klubpladser
22.03.06 - »Hemmelige« klubpladser på rideskolen
08.03.06 - Mangel på klubpladser: Ved borgmesteren hvor Islands Brygge ligger?
22.02.06 - Kommunen: Ja, til flere klubber
08.02.06 - Akut mangel på lokale fritidsklubber
På bryggebladet.dk den 6. oktober 2006.
Redigeret udgave af artikel der blev bragt i Bryggebladet 15-2006 (udkom den 4. oktober).