ANGU I KULTURHUSET FREDAG DEN 20. MAJ
BRYGGEBLADET 04.05.2005 - Han gæsteoptrådte for nylig sammen med den lokale kvindelige singer-songwriter Jade Ell. Nu er det lykkedes kulturhuset at få ham til Bryggen. Den grønlandske komet Angu kan snart opleves fuldstændig solo: Kun ham og hans guitar.
(Foto: Mikisoq H. Lynge og Ole Kibenich)
Angu har fået enorm succes inden for de sidste måneder. Hans skrøbelige sange er følelsesmættede historier, der kredser om livets eksistentielle valg og skæbnesvangre stunder. Angus naturtalent for at skrive fængende og hjerteskærende kærlighedssange har gjort, at en tiendedel af Grønlands befolkning allerede har købt hans debutalbum. Og danskerne er i gang med at gøre det samme.
Hans single Red Lights ligger nummer et på MTVs Up North liste, og hans album har fået forrygende anmeldelser (blandt andet fem hjerter i Politiken).
Angu er noget så usædvanligt - og alligevel et arketypisk eksempel på globaliseringen som en grønlandsk singer/songwriter, der er bosiddende i København, men som synger på engelsk. Verden ligger for hans fødder, og han kan stort set vælge, hvorhen han vil gå. Den 20. maj har han valgt at lægge vejen forbi kulturhuset. tkj
På bryggebladet.dk den 2. maj 2005.
Redigeret udgave af artikel, der bringes i Bryggebladet 08-2005 (udkommer den 4. maj).