STRIPTEASE-BAR PÅ BRYGGEN
BRYGGEBLADET 04.02.2004 - Har det mon fanget din interesse? Den er godt nok kun åben i dagtimerne, og der er ingen synlige røde lygter til at vise vej. Men indtil den 21. februar findes den i baggården, Sturlasgade 12, og tro ikke at du er gået forgæves, hvis det udefra mere ligner en ombygning end en strip-bar.
Indenfor finder du nemlig tre interimistisk mørklagte rum, som vist i øvrigt ligner dem, man muligvis har et hemmeligt kælder-betonet kendskab til fra en vis gade på Vesterbro eller om ikke andet så kan forestille sig, at de må se ud. Men allerede nu må jeg vist hellere afsløre, at der mere er tale om antydningens kunst end om udsalg på bananer og store meloner.
Fra videoinstallationen »A fine Romance«.
I hvert rum udspiller sig en historie, hvor scenen er sat i rød velour og dunkel kælderbelysning. Som eksempelvis den bar, hvor hver mand sidder for sig selv og stirrer tomt frem for sig eller ned på bunden af den verdammte øl. Og kvinderne? De har muligvis nedlagt arbejdet, eller måske er de ligefrem uddøde fra jordens overflade og hænger nu blot henførende på væggene indrammet i guld; som var de minder om skønne væsener, der ikke længere findes.
Stilheden, tomheden, ensomheden er skåret ud i blodrøde isflager, indtil den unge, fortvivlede mand pludselig rejser sig op og bryder den knugende stilhed med Roy Orbinsons tårekvædede vise Crying. Vist ikke lige umiddelbart den typiske scene fra en stripbar eller er det i bund og grund netop det, der er på færde bag alt det opgejlede...en sang om den tabte kærlighed, et forlist håb om den ægte vare?
Eller hvad med prinsessen, den smukke og umiddelbart uskyldige, der for en gangs skyld ikke bliver attrået, men tværtimod er den, der begærer og sultent betragter en mandekrop, der vrider sig frembydende for hendes åsyn for kun at forsvinde og efterlade en skuffet og uforløst, lille prinsesse holdt for nar.
Og hævner sønnen sig på sin pædofile far i et dødeligt favntag i the sweetest embrace of all?
Der er ingen endegyldige svar, men sikkert er det, at der bliver leget med Hollywoods gængse måde at skabe konsensus omkring kvinder og mænds erotiske natur. Og sikkert er det, at det tænder de røde lygter i dit hoved. Det sker alt sammen på galleri Christina Wilson. emi
Jesper Just:
»A fine Romance«,
Galleri Christina Wilson,
Sturlasgade 12H,
mandag-fredag 12-17,
lørdag 12-15
frem til den 21. februar.
Læs flere omtaler af kunstudstillinger på Bryggen i Bryggebladet 02-2004.
På bryggebladet.dk den 4. februar 2004.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet den 4. februar 2004.