EN VERDENSKUNSTNER PÅ BRYGGEN

BRYGGEBLADET 03.11.2004 - Det første man leder efter er en titel - der er vist ingen. Kun hans navn: Olaf Breuning. Hvordan kan man hedde Olaf og bo i New York og være født i Schweiz? Den tyske tunge vikler sig evindeligt ind i hans engelske sætninger, der prøver at forklare mig, hvad det her egentlig går ud på. Jeg mener...der står en alien midt i rummet - eller rettere: det er faktisk gode, gamle E.T. , der er landet i fuld størrelse og står der med et lagen halvt over hovedet. På lagenet er projiceret en film, som Olaf selv har været forfatter, instruktør, producer, kostume-designer, scenograf, komponist og kameramand på. Det er hans venner, der spiller rollerne. Da jeg har set den et par gange, kommer værkføreren hen og spørger, om der er nogen spørgsmål. Øh ja...jeg forstår faktisk slet ingenting. Han svarer, at det gør han heller ikke. Nå!

Olaf Breuning udstiller i i Galleri Nils Stærk frem til den 10. december. Foto: Ricardo Ramirez

- I can't explain it, siger han simpelthen. Der er en lille kunstpause indlagt der.

- Er du helt forvirret? Hvad er det, du vil forstå, spørger han så, som om det var en ulogisk ting at forsøge at fatte pointen.

- Jeg vil bare gerne finde en mening bag tingene - jeg vil gerne vide, hvad du vil sige med det?, svarer jeg.

- Du er måske den type, der helst vil fylde alting med mening, kvitterer han.

- Især hvis jeg skal skrive noget om det, svarer jeg. Der grines med en vis forståelse for problemet.

- Jeg er også forvirret omkring det - jeg ved ikke, hvad det betyder. Men jeg kan godt lide at bringe mig selv ind i helt anderledes situationer og se, hvordan det er der, er replikken fra kunstneren.

Kloden som legeplads

Og sandelig siger jeg jer, at han er en berejst ung mand. Ud over at have udstillet i det meste af Europa og USA og tillige Japan og Mexico, er al film og fotografi skudt on location. Snart er vi i det vilde vesten, snart i Pennsylvania, Venedig og Las Vegas. På fotografierne befinder vi os pludselig i Afrika, hvor der midt imellem chokoladebrune børn står nogle figurer af is, chokolade og en snemand minsanten.

- De vidste end ikke, hvad disse ting var for noget, da jeg var der, forklarer han. En snemand i Afrika. I mit stille sind må jeg overveje, hvad der driver en mand til at rejse verden tynd for at tage disse skøre billeder af de mærkværdigste ting blandet sammen. For eksempel at beklæde nogle irske fortidslevn med kaninører. Jeg undlader at artikulere min undren og spørger i stedet, om der er en sammenhæng mellem E.T. og kunstneren - om han føler sig som sådan en, der kommer fra outer space på en måde.

- Sommetider gløder min mave og mine fingre siger ppszzzzzt … (stort grin) … men jo, det ligger måske i kunstnerens mentalitet. De fleste kunstnere forsøger at træde lidt væk fra virkeligheden og få et andet blik på livet. Så jo måske - men jeg har aldrig tænkt på det på den måde.

"Jeg har set så mange westerns i mit liv"

Ingen tvivl er der vist om, at denne mand har set en del film i sit liv. Ud over western trækkes en del æstetiske referencer til B-film og horror.

- Hovedpersonen i filmen er ikke længere i stand til kun at have een vinkel på virkeligheden. Han går fra den ene til den anden. Snart er han i Paris, snart i Las Vegas. Han er en person, der ikke længere kan fokusere. Måske er det min historie. Jeg rejser så meget og får så mange indtryk. Min verden er alt andet end stabil med en familie og et hus og alt det. Sommetider føler jeg mig fuldstændig lost. Sommetider vågner jeg op om morgenen og ved ikke, hvor jeg er. Og jeg tror faktisk ikke, jeg er alene om den følelse.

I baggrunden er filmen loopet og western-scenen starter igen. Der kører en country-sang, som går sådan her: 'He's a culture hopper, he's travelled all around, trying to find a reason why he don't fit in around, he's a culture hopper, he's travelled for miles around, tryin' out each culture just to see if he can make folks smile'. Hm.

Jeg må lige spørge om den der sex-scene:

- Gør de det rigtigt, du ved, eller hvad?.

- Det kunne du lide at vide hva'. Nej faktisk … jeg mener … nej - han havde faktisk sine underbukser på. Vi fandt denne her prostituerede i Las Vegas. Og min ven (som spiller hovedrollen red.) ville gerne, men jeg sagde til ham, at det her var altså professionelt arbejde. Han var sur på mig resten af aftenen!

'We only move when something changes'

Jeg er så småt begyndt at acceptere, at jeg ikke behøver forstå det her som alt andet. Jeg mener, det er da meget fedt at vide, at manden bag knap selv fatter, hvad han laver.

- Alle mine fotografier bliver rigere efterhånden, som folk kigger på dem og fortæller mig ting, jeg aldrig selv havde tænkt på. Det kan være nok, at det afstedkommer en samtale - ligesom vi taler nu.

Et stort fotografi bliver pakket ud af sin rejseindpakning. Det hedder: 'We only move when something changes', og giver mig umiddelbart associationer til et ungdomsoprør. Der er et peace-tegn og en masse flippede folk, der sidder på noget, der ligner en ruin. Pointen er, at de har klovnenæser på allesammen.

- De store ting som klimaforandringer og rig-fattig problematikken kan vi ikke gøre noget ved. Det er et billede på ironien i det, siger han, og jeg nikker. Den fatter jeg godt.

Jeg mangler lige at spørge om navnet:

- Hvordan kan det egentlig være, at du hedder Olaf, når du er født i Schweiz og bor i New York?

- Min tipoldefar var dansk. Det er også derfor, jeg er så glad for at lave en udstilling her i Danmark, svarer han.

- Lidt som at komme hjem, siger jeg retorisk. Der responderes med et forsigtigt nik.

Så blev jeg så meget klogere. Siger farvel, og i stik modsætning til ham i filmen tager jeg døren ud. Manden med de hvide øjne råber efter mig: 'I don't understand anything, I'm throwin' myself out this fucking window, ya, I'm goin' out there man, I'm goin'...'. Jeg forstår. emi

Olaf Breuning: 29. oktober-10. december, tirsdag-fredag 12-17, lørdag 12-15, Galleri Nils Stærk, Njalsgade 19C, www.nilsstaerk.dk

På bryggebladet.dk den 1. november 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 18-2004 (udkommer 3. november).