100-ÅRS JUBILÆET BLIVER TIL BRYGGEFEST
Musik, fest og markedsgade 8.-10. september.
Af Klaus Støvring, Bryggebladet 03.05.2006
Sidste års storstilede fejring af Islands Brygges 100-års jubilæum blev til gennem en masse frivilligt arbejde og støtte fra rigtig mange boligforeninger, virksomheder, institutioner på Bryggen og ikke mindst en aktiv gruppe af bryggeboere.
I gruppen lovede man allerede sidste år hinanden, at det store arbejde og det netværk, der var opstået, skulle i spil igen. Derfor blev det besluttet at sætte en mindre festival op omkring Bryggens Markedsgade, der den 9. september igen vil få mange bryggeboere til at tømme loftsrummene.
Vær med til at planlægge og lave festivalen
Fredag, lørdag og søndag den 8.-10. september er salen i kulturhuset booket til festivalen. Ideerne er mange, men der er som udgangspunkt lagt op til en koncert fredag aften, fest lørdag aften efter markedsdagen og måske børnekoncert om søndagen. Som sidste år er alle velkommen til at sende forslag til gruppen og selvfølgelig også til at deltage aktivt.
Den lokale multikunstner Signe Bang er i år hyret til at være projektleder for festivalen. Hun har allerede indbudt de aktive fra sidste år til en ny tørn, og hun håber på, at endnu flere vil deltage.
Selvom arbejdet i år slet ikke kan måle sig med sidste års enorme projekt, så håber jeg, at vi bliver mange i gruppen. Det er sjovest at være mange, og vi skal jo både bruge folk med ideer, folk der kan kommunikere, og folk der kan være med ved afviklingen af arrangementerne, siger hun til Bryggebladet.
Signe Bang har inviteret til første idémøde i kulturhuset i aften den 3. maj kl. 19-21, og her vil hun skitsere de foreløbige anslag til festivalen.
Markedsgade i Egilsgade igen?
Markedsgaden i Egilsgade sidste år var en bragende succes. Det forventer Signe Bang igen i år, og hun håber, at boligforeningerne omkring gaden igen er med på ideen.
Markedsdagen var heldig med vejret sidste år, og det gjorde, at ekstra mange kom forbi, men den viste, at der har manglet en sådan fælles dag her på Bryggen. De over 100 stande var totalt udsolgt, og der var tilmeldinger fra hele Bryggen fra Langebro til haveforeningerne. Det er faktisk ikke så tit, at så mange bryggeboere har mulighed for at møde hinanden, siger hun.
Ifølge Signe Bang har der ikke siden den sidste Bryggens Virkelighed (en årlig kulturfestival, som blev afholdt sidste gang i 2001) været en fælles lokal begivenhed, som alle bryggeboere kunne deltage i.
Der er godt nok jævnlige markeder i kulturhuset, men markedsgaden i Egilsgade har mere karakter af en bryggebegivenhed, så der satses hårdt på at gentage succesen i år.
Fra Signe Bang lyder en opfordring til bryggeboerne om at komme med ideer til de tre dages festival. Alle er velkomne til mødet i kulturhuset i aften.
Sådan melder du dig:
Projektleder Signe Bang kan kontaktes på mail bang[snabel-a]k-i-b.dk eller man kan lægge besked til hende i kulturhuset.
På bryggebladet.dk den 3. maj 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 08-2006 (udkommer den 3. maj).