CAFEEN BØR KUNNE BLIVE EN GOD FORRETNING
Men der skal samtidig være plads til alle bryggeboere i kulturhusets cafe, mener den nye forpagter.
Af Anders Godthjælp Nielsen, Bryggebladet 03.05.2006
Det vigtigste for os er, at det hele kommer til at fungere meget bedre end hidtil. Vi skal have genskabt tilliden hos kunderne og genoprettet samarbejdet med kulturhuset, siger Adem Asci, som sammen med sin bror Aydin har overtaget Bryggens Spisehus.
Som omtalt på forsiden er de havnet midt i en kompliceret, juridisk sag. Men han vil ikke kalde det en naiv beslutning at købe en cafe, som er opsagt til 1. september.
Modig, ikke naiv
Mine venner har sagt, vi er modige, siger Adem Asci.
Aydin Asci (til venstre) og Adem Asci (til højre) har overtaget Bryggens Spisehus. 27-årige Adem er uddannet kok fra Krogs Fiskerestaurant. I midten ses den nyansatte køkkenchef Mikkel Green. (Foto: Ricardo Ramirez)
Det burde være muligt, at tjene penge på cafeen. Med dén beliggenhed og de mange daglige besøgende både lokale og konferencegæster så burde vi kunne få en god forretning ud af det, hvis vi gør vores arbejde godt, siger han.
Men det er altså ikke kun forretning. Bryggen er et fedt sted, hvor der er stor tolerance.
Det vil vi gerne være en del af. Så selvom vi skal tjene penge, så skal der være plads til alle bryggeboere i cafeen, siger Adem Asci.
Og kunderne er ifølge Adem Asci så småt begyndt at komme tilbage.
Vi har formelt set først overtaget cafeen for ganske nylig, men reelt har vi bestyret den siden marts. Vi har allerede fået mange henvendelser fra kunder, som kan mærke, at der er sket noget nyt, siger han.
Men det har været hårdt arbejde. Blandt andet var næsten alt personale stoppet, da de kom til.
Madmæssigt er kulturhusgæsterne kommet i gode hænder. Efternavnet Asci betyder kok på tyrkisk, og Adem er udlært kok på den berømte Krogs Fiskerestaurant på Gammel Strand i Indre By.
Adems kone Lise, som gæsterne også kan møde i Bryggens Spisehus, er udlært tjener.
Skal være en cafe, ikke et gourmetsted
Men Adem vil ikke lave cafeen om til et gourmetsted. Det skal være en cafe med fokus på god, gedigen mad. Dagens ret kommer til at koste mellem 69 kroner til hverdag og måske lidt over 100 kroner i weekenden.
Ifølge Adem Asci var der hos de tidligere ejere for stor afstand mellem det, den ansatte køkkenchef ville, og det som en cafe i et kulturhus bør tilbyde.
Desuden vil de sørge for, at en af de to ejere altid er til stede i cafeens åbningstid. Kun på den måde kan de sikre, at kvaliteten altid er i top. Ifølge Adem er det en af de fejl, som de tidligere ejere gjorde.
Mit indtryk er, at de simpelthen ikke var synlige nok, siger han.
27-årige Adem og 24-årige Aydin er nærmest født ind i restaurationsbranchen. Faderen har haft pizzeria i Bagsværd i mange år. For halvandet år siden omdannede de to brødre stedet til en rigtig cafe, som ifølge Adem er en stor succes.
Tidligere har Adem været medejer af blandt andet Cafe Hekla på Christianshavn.
Læs mere i følgende artikler:
03.05.06 - Cafeen bør kunne blive en god forretning
08.03.06 - Cafe-krig i kulturhuset
08.03.06 - Kulturborgmester: En møgsag
08.03.06 - Cafeforpagter: Ikke vores skyld
08.03.06 - Kulturhuset: Ikke vores skyld
08.03.06 - Bryggebladet mener: En vanskelig sag
På bryggebladet.dk den 3. maj 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 08-2006 (udkommer den 3. maj).