POLITIKERNE OVERTAGER SAGEN FRA EMBEDSMÆNDENE
Dispensationer må aldrig blive en metervare, som udstedes i flæng, mener politiker.
BRYGGEBLADET 01.12.2004 - Det har overrasket os, at der er kommet så mange indsigelser, siger Kirsten Mølgaard fra Plan & Arkitekturs Søndre Byplankontor.
Grunden i Klaksvigsgade skal nok blive bebygget. Derfor er udgravningsarbejdet allerede påbegyndt. Spørgsmålet er, om kommunen giver tilladelse til de nuværende planer for Nicolineparken. (Foto: Ricardo Ramirez)
Kommunen kan vælge at dispensere fra lokalplanen, hvis et byggeprojekt ikke er i strid med principperne i og formålet med lokalplanen.
Når kommunen udarbejder en lokalplan, opsættes de generelle rammer. Den endelige udformning må vente, til man kender de konkrete projekter. I sådanne situationer er embedsmændene bemyndiget til at godkende mindre ændringer, hvis der ikke indløber mange indsigelser i en nabohøring.
- For os at se har der med Nicolineparken været tale om mindre ændringer i forhold til lokalplanen, og det er derfor, at der "kun" gennemføres en naboorientering og ikke foreslås egentlige ændringer i lokalplanen, forklarer Kirsten Mølgaard.
- Det er klart, at Plan & Arkitektur er positive over for projektet, ellers ville vi jo ikke have anbefalet dispensationerne. Men med så mange indsigelser er det ikke en beslutning, vi som embedsmænd kan træffe. Det overlader vi selvfølgelig til politikerne, forklarer Kirsten Mølgaard.
Sagen er derfor sat på dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 8. december.
Politikere opfordrer beboere til at søge foretræde
Bryggebladet har kontaktet den socialdemokratiske ordfører for Amager i Bygge- og Teknikudvalget, Winnie Larsen-Jensen. Politikerne har endnu ikke haft lejlighed til at se materialet for Nicolineparken, og hun kan derfor ikke kommentere på den konkrete sag. Men på det generelle niveau slår hun følgende fast:
- Vi har konstateret, at stadig flere naboorienteringer går i udvalget. Vi forholder os meget kritisk til at give dispensationer. Dispensationer må og skal aldrig blive en metervare, som man udsteder i flæng. Hvis der er god begrundelse for at dispensere, skal det selvfølgelig gøres, men generelt har vi jo vedtaget lokalplaner for, at de skal overholdes, siger Winnie Larsen-Jensen.
- Det er mit indtryk, at vi på tværs af partiskel er meget enige om at tage dispensationsansøgninger seriøst. Jeg vil derfor opfordre beboerne til at søge om foretræde for udvalget, så de kan udlægge deres version af historien, siger hun.
Tilsvarende meldinger kommer blandt andet fra de konservatives Ole Hentzen:
- Beboerne skal sørge for at søge foretræde hos os, hvor de kan fremlægge deres syn på sagen. Jeg er i udgangspunktet ikke imod, at der gives dispensationer. Alternativet ville være, at vi i lokalplanerne opstiller så faste grænser, at der ikke ville blive spillerum til arkitekterne. Men dispensationerne skal selvfølgelig være velbegrundede og overholde de overordnede spilleregler for området, blandt andet i forhold til højde og skyggevirkninger, siger Ole Hentzen til Bryggebladet. agn
Links til andre nyheder om Nicolineparken:
01.12.04 - Nicolineparken: Udsigt til syv etager
01.12.04 - Nicolineparken: Politikerne overtager sagen fra embedsmændene
01.12.04 - Nicolineparken: En grisk plan
01.12.04 - Nicolineparken: Beboerne har misforstået os, mener arkitekt
01.12.04 - Nicolineparken: Kort over området og øvrige fakta
På bryggebladet.dk den 30. november 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 20-2004 (udkommer 1. december).