HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

ISLANDS BRYGGE 100 ÅR

Islands Brygge fester fra fredag den 2. september til søndag den 18. september. Tjek hele programmet med de seneste ændringer på Kulturhuset Islands Brygges hjemmeside.

100-ÅRS-FESTEN: PARKERING FORBUDT I EGILSGADE

I weekenden den 2.-4. september, hvor Bryggens 100-års-fest starter med en kæmpe markedsdag, er der parkering forbudt i store dele af Egilsgade. I stedet kan der parkeres bag metroen.

BRYGGEBLADET 24.08.2005 - Nu lyder der et ramaskrig!, tænkte markedsdagens arrangører, Bryggebladet, Kulturhuset Islands Brygge og Workshop Copenhagen, da de første gang talte om at lukke Egilsgade for trafik og i samme åndedrag tænkte på de mange parkerede biler.

For hvordan finder man ekstra parkeringspladser på et Islands Brygge, der er totalt parkeringsamputeret af stilladser og containere, og det endda mest på Egilsgade?

Nu skulle problemet langt hen ad vejen, som det hedder, være løst. Dels bliver det nemlig ikke hele Egilsgade, der må lukkes, men ”kun” det omkring 180 meter lange stykke fra Isafjordsgade til Leifsgade, dels har en aftale med Københavns Universitet givet mulighed for at parkere bilerne på grusstykket bag metrostationen.

Der er indkørsel fra Ørestad Boulevard efter metrostationen, og der skulle være pladser nok. Denne aftale gælder fra fredag morgen til søndag aften. Helt præcist er det stykket mellem Egilsgade 22 og 44, der bliver totalt afspærret med parkering forbudt.

Med parkering forbudt menes der helt forbudt! Det hele arrangeres i samarbejde med kommunens Vej & Park afdeling, og både politi og brandvæsen er informeret. Der kommer professionel afspærring fra 48 timer inden markedet åbner, og man risikerer ikke bare en parkeringsbøde, men også politiets takst for fjernelse af biler, hvilket er over 2.000 kr., hvis ikke bilen er væk de pågældende dage.

Forbudet træder i kraft fredag den 2. september klokken 10 og varer frem til søndag klokken 17. På den måde har beboerne tid til at komme på arbejde om morgenen uden at få ørerne i maskinen. Oplysningerne om parkeringen er i denne uge uddelt til alle opgange på Egilsgade.

Kun adgang for udrykningskøretøjer

Arrangørerne beklager, hvis nogen oplever besvær med manglende parkeringspladser, men håber samtidig, at ulempen bliver minimal, og at bryggeboerne vil tage imod denne dag som en længe ventet fest. Trods alt bliver hele gaden ikke lukket, som det ellers var ambitionen for nogle måneder siden.

Oplysningerne om parkeringen er også vigtig for dem, der eventuelt har arrangeret flytning, håndværkere eller andet, der kræver indkørsel og parkering af biler. Kun ambulancer og andre udrykningskøretøjer kan overhovedet komme ind i Egilsgade lørdag den 3. september, mens markedet er åbent!

Madudbringning og andre offentlige opgaver kan fredag og søndag køre igennem gaden, men må lørdag parkere på hjørnerne af enten Leifsgade eller Isafjordsgade og bringe ud til fods derfra. Også handikapafhentning og lignende kan komme igennem alle dagene, men kun ganske langsomt og forsigtigt.

Man kan henvende sig i infoboden på midten af markedsgaden, hvis man har spørgsmål eller ønsker, mens markedet er åbent lørdag den 3. september. De andre dage kan man henvende sig til Klaus i kulturhuset.

Alle de tilmeldte modtager i disse dage information om, hvor deres stande skal stå. Alle har fået mere plads end lovet på tilmeldingssedlen, hvilket skyldes de uerfarne arrangørers forsigtighed, da markedsdagen blev planlagt for flere måneder siden. Desuden er stykket af Egilsgade, der nu bliver taget i brug, helt uden stilladser og containere, og der er derfor rigelig med plads til de ellers rigtig mange stande. 84 i alt!

Men husk nu at parkere bilerne på pladsen ved metrostationen. kls

100-års-festen handler ikke bare om parkeringsforbud. Der er et stort og varieret program for tre uger festivalen varer. Tjek hele programmet med de seneste ændringer på Kulturhuset Islands Brygges hjemmeside.

På bryggebladet.dk den 24. august 2005.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet 12-2005 (udkom den 24. august).

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet