HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

DEN STORE HAVFRUE

Har du lyst til at deltage i danmarkshistoriens største opførelse af "Den Lille Havfrue" sammen med 650 andre? Den 2. april får du chancen på Københavns Rådhus.

BRYGGEBLADET 24.03.2004 - Enkelte bryggeboere husker stadig med glæde "Spillet om Bryggen", der blev afviklet for 11 år siden. Et kæmpe teaterprojekt med næsten 100 aktive bryggeboere. En fantastisk energi blandt såvel deltagere som publikum. Og et stort lokalt kulturopsving i kølvandet på teatersuccesen.

Der er stadig efterdønninger oven på stykket 11 år efter. Noget lignende kan måske ske i forbindelse med musicalen om Den Lille Havfrue, der foregår næste sommer på en flydende scene ude i havnen. Bare seks gange større! Ja faktisk bliver det danmarkshistoriens største teateropsætning med 650 medvirkende.

Det kreative team bag musicalen om Den Lille Havfrue. Fra venstre: Niels Brunse, Per Sohl, Nanna Sørensen, Jesper W. Leisner og Jens Krøyer. Foto: Jakob Boserup

Selvom der er halvandet år til premieren, er forberedelserne allerede i fuld sving. 2. april inviteres interesserede således til audition på Københavns Rådhus. Her vælges dansere, skuespillere, sangere og andre ud til forestillingen . Og så går træningen ellers i gang. Først med undervisning af de forskellige sang-, teater- og dansehold på aftenskolen. Derefter - i det nye år - udvælges rollerne til forestillingen. Foråret næste år går med prøveforløb på selve forestillingen. Det sker i weekender og i aftentimerne. I juli måned smeltes de forskellige forløb sammen til selve stykket, der så har generalprøve den 26. juli og premiere den 28. juli.

Men først skal aktørerne udvælges, og det sker altså 2. april. Datoen er ikke tilfældig. 2. april er nemlig H. C. Andersens 199-års fødselsdag. Og næste gang dagen oprinder, runder den gamle digter det skarpe 200-års hjørne. Det er netop i anledning af H. C. Andersens 200 års fødselsdag, at Kulturhavn i samarbejde med H. C. Andersen 2005 Fonden sætter musicalen op.

Professionelt team

Den Lille Havfrue bliver en amatørforestiling med københavnere deriblandt forhåbentlig mange bryggeboere på scenen. Men det bliver et alt andet end amatøragtigt arrangement. Nøjagtig som i Bryggespillet står et professionelt hold klar til at træne skuespillerne og gøre stykket både publikumsvenligt og checket.

Per Sohl står for iscenesættelsen og er specialist i store opsætninger og friluftsspil. Dramatikeren Niels Brunse, der har skabt en lang række originale danske musikforestillinger som "Jorden rundt i 80 dage" og "Pelle Erobreren", står for manuskriptet. Han har lovet at være tro mod H. C. Andersens originale eventyr, og der bliver ikke som i Walt Disneys version digtet nye figurer til eller påklistret en lykkelig slutning. Jesper Winge Leisner, der blandt andet har været sangskriver på nye danske film som for eksempel "Den eneste ene", "Hånden på hjertet" og "Okay", skaber forestillingens musik og sange.

De mange sangere vil blive coachet af kapelmester Jens Krøyer, der blandt andet er kendt fra DR´s populære underholdningsprogram "Hit med sangen", mens scenografen Niels Secher og koreograf Birgitte Næss-Schmidt skaber de sanselige, visuelle og utraditionelle rammer. Ansvaret for hele projektet hviler hos Nanna Sørensen, der er en gammel kending på Islands Brygge. Det er nemlig hende, der de sidste to år har gjort Kulturhavn til en fast del af sommeren på havnen.

Faktisk er det lykkedes Nanna Sørensen at gøre Kulturhavn til Danmarks største havnefestival - så mon ikke hun med sikker hånd kan sætte Den Lille Havfrue i søen?

Stor interesse

Men nu er arrangørerne altså begyndt at efterlyse kvalificerede aktører. Allerede nu har 500 tilmeldt sig audition den 2. april. Det er heller ikke småting, man får tilbudt, hvis man bliver udpeget til at deltage: Udover undervisning i aftenskoleregi i enten dans, sang eller drama, får deltagerne også en fantastisk oplevelse, som bliver svær at matche.

Interesserede bryggeboere kan tilmelde sig på Kulturhavns hjemmeside . Arrangørerne lover, at der er fri adgang til audition - så længe der er plads på Københavs Rådhus. tkj

På bryggebladet.dk den 22. marts 2004.
Redigeret udgave af artikel, der bringes i Bryggebladet den 24. marts 2004.

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet