HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

BRYGGEBOERE ER TRENDY FATTIGRØVE

Nye gratisaviser uddeles ikke på Bryggen foreløbig. De venter på, at bydelen bliver rigere og dermed interessant for annoncører.

Af Anders Godthjælp Nielsen, Bryggebladet 23.08.2006

I sidste uge begyndte den store aviskrig. Bare ikke her på Bryggen. Det endda selvom vi bryggeboere render rundt og bilder os selv ind, at vi er blandt de mest trendy. Vi har jo både cykelbro, havnebad, SommerSummarum og tre glashuse ved Amager Boulevard.

Men i aviskoncernernes øjne er vi nogle fattigrøve, der ikke er interessante nok for annoncørerne. Derfor uddeles de to nye gratisaviser 24timer og dato ikke her.

Dog havde dato åbenbart ikke forstået, hvor fattige vi er, da avisen tyvstartede onsdag i sidste uge. I hvert fald var der smidt nogle bundter ved metrostationen.

Derfor gik denne signatur, som af gode grunde er vældig interesseret i aviser, og glædede sig til torsdag morgen for at se, hvad tante Berlinger og JP-Politiken kunne diske op med. For de skal jo slå de farlige islændinge, der står bag Nyhedsavisen (den gratisavis, som endnu ikke er kommet på gaden, men som er årsag til aviskrigen) af banen.

Da budet ikke leverede hverken dato eller 24timer, var undertegnede ikke overrasket. For hvis det er Politiken og Berlingerens faste bud, som skulle forestå leveringen i min opgang, så ved jeg af bitter erfaring, at vedkommendes omhyggelighed lader meget tilbage at ønske.

Torsdag aften kunne magasinet Penge på DR1 så fortælle, at København S og N er valgt, simpelthen fordi beboerne ikke er købedygtige nok. Dette blev bekræftet af en opringning til 24timer i fredags. Herfra oplyser man, at Bryggen ikke umiddelbart vil få avisen, men det kan da være på sigt...

Så sådan er det, kære læsere. I indtil videre må I derfor nøjes med denne ydmyge publikation en gang hver anden uge.

Og så kan vi berolige jer med, at vores annoncører tilsyneladende synes, at I er interessante nok. Og heldigvis for det. For uden annoncører, intet Bryggebladet.

På bryggebladet.dk den 23. august 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 12-2006 (udkommer den 23 august).

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet