HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

NY HOVEDSPONSOR TIL HEKLA

BRYGGEBLADET 23.06.2004 - Hekla kunne forleden annoncere en glædelig nyhed på sponsorfronten. Den lokale fodboldklub og ejendomsmægleren Michael Musfelth har indgået et sponsorsamarbejde gældende foreløbig et år.

Jan Sørensen og Michael Musfelth

Seniorformand Jan Sørensen til venstre og ejendomsmægler Michael Musfelth præsenterede i sidste uge et nyt hovedsponsorat for klubbens bedste seniorhold.

Det betyder, at herrernes førstehold i serie 3 er blevet beriget med nye spilledragter og træningsdragter, mens Musfelth-navnet nu pryder førsteholdets trøjer og en fremtrædende bannerplads på Hekla Park.

Seniorformand Jan Sørensen er selvsagt glad for den nye aftale.

- Vi er glade for at have fået dækket udgifterne til nye spilledragter og træningsdragter, men det er også vigtigt for os med gode relationer til erhvervslivet på Bryggen. Uden dem kunne vi lige så godt dreje nøglen om, for det er ikke billigt at drive sådan et anlæg, som vi har, og der er intet offentligt tilskud på seniorsiden, siger seniorformanden.

For Hekla handler det også om ambitioner på førsteholdets vegne. Klubben har nogle særdeles dygtige ungdomsspillere, og skal det lykkes at holde på dem, er det nødvendig med oprykning fra serie 3. Ambitionerne rækker mindst til et førstehold i serie 1, og Jan Sørensen mener, at klubben som sådan er gearet til at spille i københavnsserien.

Klubbens ambitioner har været en væsentlig grund til, at Michael Musfelth har valgt at placere sit første hovedsponsorat hos Islands Brygges eneste fodboldklub.

- Jeg vil godt støtte en lokal klub med ambitioner, og det er der her. De har en god træner, og jeg kunne se nogle gode muligheder for at eksponere mit navn og støtte en god sag på samme tid. Islands Brygge er et område jeg satser voldsomt på, så Hekla var for mig en naturlig klub at støtte. De har grebet det godt an, har hjertet med og vil noget med det. Det har gjort indtryk på mig, forklarer Michael Musfelth.

Selv om han synes, det er vigtigt med ambitioner, har det også spillet ind, at det sociale liv fungerer, og at klubben har sin egen specielle ånd. Det er for Michael Musfelth klart vigtigere end en oprykning til københavnsserien. kls


YNGLINGE RYKKER OP I MESTERRÆKKEN

Læs levende reportage fra en spændende oprykningskamp i den trykte udgave af Bryggebladet eller på Heklas hjemmeside, hvor du også kan se resultater og stillinger fra de andre hold.

På bryggebladet.dk den 22. juni 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet den 23. juni 2004.

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet