HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

BRYGGEBLADET MENER: SAMMENHÆNG DU

Leder i Bryggebladet 01-2004 (21.01.2004)

Dette års første Bryggeblad byder på en enkelt lille redaktionel ændring. På vores såkaldte »Københavnerside« byder vi på et lille udklip af nyheder fra det København, der omgiver os. Der sker ganske enkelt rigtig mange ting uden for Islands Brygge, der også har relevans for os bryggeboere og Bryggebladet vil i den kommende tid forsøge at formidle nogle få af de mest interessante og relevante historier videre.

Ikke fordi vi pønser på at blive et nyt Urban eller MetroExpress, men simpelthen fordi hverdagen på Islands Brygge selvfølgelig er influeret af det der sker i resten af København.

Det har i lang tid været tydeligt, at Københavns rivende udvikling også har været Islands Brygges. Vidste I for eksempel, at omkring halvdelen af alle nye etageboliger i København i 2003 og 2004 blev og bliver bygget mellem Islands Brygges havnefront og Amager Fælledvej? Halvdelen – i et af Københavns mindste bydele! I kan læse københavnernyheder på side 10 og flere tal om boligbyggeriet på side 3(klik her for at downloade den trykte version af Bryggebladet som pdf-fil).

År 2004 er blevet indledt med én af tv-historiens største succeser. Tv-serien Krøniken har om søndagen samlet næsten halvdelen af befolkningen foran fjernsynet og vil sikkert blive ved med det de kommende søndage. Faktisk lidt af en bedrift i en tid med store tv-pakker. Det er tankevækkende, at det stadig er den store offentligt støttede public service kanal, der laver det bedste og mest populære tv.

I det hele taget bliver 2004 et år hvor store begivenheder vil samle store grupper af danskere. Det gælder selvfølgelig først og fremmest det forestående gigantbryllup mellem den tasmanske engel og hendes prins i den hvide Bentley. Det bliver nok ikke et bryllup, der vil give anledning til ekstra tillæg i Bryggebladet, men mon ikke de større medier vil lade et par ord falde om den begivenhed.

EM i fodbold og verdens største begivenhed i det hele taget, de olympiske lege, vil også få store grupper af danskere til at kippe med flaget. Især hvis det resultatmæssigt kommer til at gå godt. Klarer de rød-hvide sportsfolk at sætte lille Danmark på verdenskortet vil det i det mindste for en stund give flere danskere noget at holde sammen om.

For lokale projekter som de to små lokalaviser Sydvest Folkeblad og HolmBladet har det været sværere at samle folket. Efter udløbet af støtten fra henholdsvis Byfornyelsens Rejsehold og Holmbladsgades kvartersløftprojekt har det indtil videre ikke været muligt at samle frivillige nok til at fortsætte de ellers populære og velskrevne aviser. Og det er en skam. For det vil gøre det sværere for Holmbladsgades og Sydhavnskvarterets beboere at følge med i kvarterernes gøren og laden. Og det vil gøre det sværere for beboerne at samles om deres kvarterer.

Lige nu oplever Bryggebladet en uvant tilgang til redaktionen. Ikke bare har avisen fået tilgang af et par habile kulturskribenter; fra og med dette nummer vil en vaskeægte fotograf være med til at hæve avisens billedkvalitet, hvilket har været påkrævet længe. Velkommen til Bryggebladet anno 2004. kls

På bryggebladet.dk den 21. januar 2004.
Redigeret udgave af leder bragt i Bryggebladet den 21. januar 2004.

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet