HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

- JEG ELSKER BRYGGENS MANGFOLDIGHED

Bryggebladet har mødt "Kongekabale"-instruktør Nikolaj Arcel til en snak om Bryggen og film.

BRYGGEBLADET 20.10.2004 - Nikolaj Arcel er manden bag den politiske thriller "Kongekabale", der havde premiere den 1. oktober. Bryggebladet møder ham på stamcafeen Alma. Arcel har boet på Bryggen i fem år, og som så mange andre tilflyttere er han kommet til at elske bydelen.

Foto: Ricardo Ramirez

- Jeg nåede at flytte herud, inden udviklingen begyndte at gå rigtig hurtigt. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke var specielt positiv over for selve bydelen inden. Jeg flyttede først og fremmest hertil, fordi jeg gerne ville bo billigt og tæt på Indre By. Desuden er der ikke langt til min arbejdsplads i filmbyen i Avedøre.

- Siden er jeg kommet til at holde meget af Bryggen. Selvom det nu er blevet en trendy bydel, er der stadig stor diversitet her. Der er folk fra alle sociale lag og mange forskellige brancher. Det kan jeg godt lide.

Men er noget af denne mangfoldighed ikke i fare for at forsvinde?

- Det er meget populært at bo i København i disse år. Det skaber selvfølgelig et stort pres på boligerne, men jeg glæder mig over, at der er så mange andelsboligforeninger på Bryggen. Det er med til at sikre, at også folk med mindre indkomster har råd til at flytte hertil. Hvis de kan få en lejlighed her, forstås.

Hvordan skulle en film om Bryggen være?

- Den eneste film, man efter min mening kan lave her, er et klassisk menneskeligt drama om eksempelvis kærlighed.

I princippet en film, der kunne foregå andre steder også?

- Ja. Men Bryggen er en utrolig god "location". Selvom man har omdannet sojakagefabrikken til nye boliger, er der stadig spændende gamle industribygninger længere syd på. Desuden er horisonten synlig på Bryggen, og det giver gode billeder.

Nærmest visuelt voldtaget

Nikolaj Arcel har dog ikke selv planer om at lave en Brygge-film foreløbigt. I øjeblikket arbejder han på en eventyrfilm for børn.

Men det skal nok gå hurtigt med at lave filmen om Bryggen. Om et par år er de gamle industribygninger omdannet til flere nye boliger, og horisonten er måske forsvundet bag flere høje huse på Kalvebod Brygge.

- Kalvebod Brygge er utrolig trist at se på. Det var utroligt, at Nykredit sidste sommer tillod sig at hænge en kæmpe plakat med en halvnøgen, fed mand op, hvor de "ønskede bryggeboerne tillykke med det nye havnebad". Jeg følte mig nærmest visuelt voldtaget, siger Nikolaj Arcel.

Kongekabale blev til på kort tid

Nicolai Arcels film "Kongekabale" går i disse dage sin sejrsgang i intet mindre end 60 biografer landet over. For nylig rundede man biografgænger nummer 200.000.

Den 32-årige filminstruktør har selv skrevet manuskriptet til filmen, der udspiller sig i magtens korridorer på Christiansborg. Filmen er blevet til på relativ kort tid.

- Overraskende kort tid, faktisk. Jeg skrev manuskriptet meget hurtigt efter at have brugt et par måneder på research i foråret 2003. Jeg tror, det er godt for en debutinstruktør ikke at hænge fast i det samme projekt i flere år, siger Arcel.

- Inden jeg startede min research, var jeg klar over, at politik handler om andet end blot holdninger og ideologi. Men jeg blev alligevel overrasket over, hvor benhårdt spillet kører derinde, selvom jeg fra naturens hånd er meget skeptisk grænsende til det paranoide. På Christiansborg har alle deres egen dagsorden, som de er villige til at gå meget langt for at få gennemført, forklarer han.

Og det er lige præcis dét filmen handler om, og så ellers ikke et ord mere om den, da spændingen nødig skal ødelægges for de læsere, der ikke har set Kongekabale.

Lars von Trier er geni

Nikolaj Arcel blev uddannet på Filmskolens instruktørlinie i 2001, efter at han har været det klassiske filmspire-karriereforløb igennem. Han startede som "runner" på diverse filmproduktioner i halvfemserne og har siden bevæget sig op igennem hierarkiet.

- Mit held har været, at jeg hele tiden også har skrevet manuskripter, siger Arcel, der blandt andet har skrevet manuskript til børnefilmen "Klatretøsen".

Nikolaj Arcel er efterhånden vant til at snakke med medierne. Mødet med Bryggebladet er det sidste i en lang række af premiereinterview.

- I bund og grund bryder jeg mig ikke specielt om, at der er fokus på min person. Jeg er selvfølgelig meget glad for, at folk interesserer sig for min film, men jeg misunder ikke de kendte skuespillere, som bliver fulgt af medierne i tykt og tyndt.

Nikolaj Arcel bliver derfor aldrig så mediebevidst som eksempelvis Lars von Trier.

- Jeg tror ganske enkelt ikke på, at alt det udenomshalløj er særlig vigtigt. Det vigtige er, om man har lavet en god film. Så skal publikum nok se den. Sådan er det også med Lars von Trier. Han er et geni, der laver gode film. Og det er den primære grund til, at folk ser hans film, siger Nikolaj Arcel.

Derfor kan han heller ikke lokkes til, at Bryggebladet tager billeder i hans andelslejlighed med de angiveligt mange videoer, som filmfreaken Arcel er indehaver af. Desuden er hans kæreste (der i øvrigt har været producer på Kongekabale) influenzaramt.

Vi må derfor nøjes med at tage billeder på havnefronten, hvor horisonten, som Arcel elsker, stadig er synlig. agn

Foto: Ricardo Ramirez

ARCEL OM INSTRUKTØR-GERNINGEN

Nikolaj Arcel tilhører en ny generation af danske filminstruktører, som er kommet til efter dogme-bølgen.

- Dogme-konceptet har gjort utrolig meget for dansk film - ja, faktisk reddet dansk film. "Festen" er i øvrigt min danske yndlingsfilm. Men nu er det på tide at komme videre. Nogle af dogmeprincipperne bærer vi da med os. Eksempelvis at den gode historie skal være i centrum. Men i modsætning til dogme vil jeg hellere lave store episke fortællinger. Jeg er meget inspireret af blandt andet Steven Spielberg, siger han.

Det er blandt andet derfor, at hans næste projekt bliver en børne-eventyrfilm.

- Kongekabale er den første danske politiske thriller. Men jeg vil ikke sættes i bås som instruktør, så derfor skifter jeg spor nu. Desværre er der ikke basis for at lave en voksen-eventyrfilm på dansk, selvom jeg finder stor inspiration i film som Indiana Jones og Star Wars.

Nikolaj Arcel har ikke droppet at lave samfundsrelevante film. Nu tager han bare et kunstnerisk mellemspil, mens han "stadig er ung".

- Med Kongekabale har jeg fået det ud af Christiansborg, som jeg kan. Jeg ved dog, at andre instruktører også arbejder med thriller-projekter i øjeblikket. Selv er jeg samtidig med eventyrfilmen i gang med forberedelserne til en film om "human trafficking" fra øst (importen af prostituerede fra blandt andet Rusland, red.) samt en film om andengenerations indvandrerdrenge i Odense, siger han. agn

FEM HURTIGE TIL NIKOLAJ ARCEL

Brøndby eller FCK?

Ingen af delene. Jeg interesserer mig ikke for klubfodbold. Men jeg ser da landskampe og de store slutrunder.

Godfather eller Pulp Fiction?

Helt klart Godfather. Godfather 1 og 2 er meget tæt på at være verdens bedste film, hvorimod Pulp Fiction mere er en meta-film, som er interessant, men ikke i nærheden af at være verdens bedste.

Grillpølser i Havneparken eller en cafeburger på Alma?

Helt klart Alma. Grillpølser kan ikke slå en "latte".

Havneparken eller Amager Fælled?

Havneparken. Jeg kan godt lide at være steder med mange mennesker. Selvom man ikke snakker sammen, så er det noget med stenaldermentaliteten og stammetilhørsforholdet.

Ryger eller ikke-ryger i S-toget?

Helt klart ryger. Det ærgrer mig at læse, at man måske vil indføre rygeforbud på de danske restaurationer, men jeg vil selvfølgelig efterleve det, hvis det bliver vedtaget.

Foto: Ricardo Ramirez

På bryggebladet.dk den 18. oktober 2004.
Redigeret udgave af artikler der bringes i Bryggebladet 17-2004, der udkommer den 20. oktober.

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet