HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

BRYGGEBLADET MENER: FARVEL TIL 2004

Leder i Bryggebladet 21-2004 (15.12.2004)

Sidste nummer inden jul. Det er tid til at gøre status, og hvorfor ikke gøre status med en af de helt gamle floskler, fra dengang farfar kun havde dun på overlæben: 2004 har været et begivenhedsrigt år på Bryggen.

Året har blandt andet stået i valgets tegn. Der er blevet valgt nyt ældreråd, menighedsråd, lokalråd og brugerbestyrelse i kulturhuset, der iøvrigt meget mundret er kommet til at hedde K-I-B... Fælles for alle valgene har været, at opbakningen ikke var stor. Næsten ingen stillede op og næsten ingen stemte. Det var til gengæld ikke tilfældet i Bryggenets tv-valg. Her var der mange kandidater til de eftertragtede pladser i fjernbetjeningen, og mange deltog i afstemningen. Tankevækkende, vil nogle sikkert mene.

En anden af de helt store lokale sager har været udvidelsen af skolen. Normalt skulle man tro, at beboerne i et lokalområde ville glæde sig over, at mulighederne for børn og unge gøres endnu bedre. Men politikerne havde blandt andet glemt at tage haveforeningen i ed. Store dele af skærmydslerne kunne sikkert være undgået, hvis kommunens forskellige forvaltninger blev bedre til at samarbejde. Så ville man eksempelvis ikke have oplevet at børnehaven Anna Poulsens Mindes legeplads, der blev opført for kun et par år siden til en pris på flere hundrede-tusinde kroner, nu skal rives ned igen.

På boligfronten går det fremad over hele linjen. Priserne stiger - både på andels- og ejerboliger. Der kommer flere boliger. Mange flere boliger faktisk. Udviklingen i denne sydlige del af Islands Brygge går måske så stærkt, at der kommer til at gå noget tid før kvarteret bliver en rigtig livlig del af Bryggen. Der skal slides lidt på området først. Der skal være en skæv kantsten, en smadret bajerflaske og måske endda en "graffiti-tag" for blot at nævne nogle banale ting. Ligeså vigtigt er selvfølgelig butiksliv, børneinstitutioner, cafeer og værtshuse, som der ikke bliver meget af. Lad os håbe at lokalt engagerede politikere som Jesper Schou Hansen får lige så meget held med at fremføre sagen overfor sine kolleger på Rådhuset, som han har haft med at få spalteplads i Bryggebladet.

I 2004 er metroen omsider begyndt at køre regelmæssigt. I kulisserne er der dog stadig mange skeletter i skabene, når det drejer sig om metroens økonomi. Eksempelvis ser slagsmålet om fordelingen af billetindtægter ud til at skulle fortsætte. Som vi tidligere har skrevet på denne plads, er det et problem, at der er flere aktører som skal have en bid af kagen. Vi skal derfor gentage opfordringen til, at man i forbindelse med strukturreformen benyttter lejligheden til at lave et samlet kollektivt trafikselskab for Hovedstadsområdet. Også selvom det eventuelt ville betyde, at Kramer skulle miste sit nyerhvervede job i Ørestadsselskabet.

I Ørestad åbnede det omdiskuterede Field's på trods af, at De Samvirkende Købmænd har anlagt sag mod lovligheden af centrets såkaldte "stormagasin". Det bliver interessant at følge, hvad miljøminister Connie Hedegaard vil sige, hvis DSK får medhold i sagen. Hun har jo prøvet noget tilsvarende i forhold til Bilka i Horsens.

Når nytårsaften er overstået - forhåbentlig uden de store fyrværkeri-skader - skriver vi 2005. Det bliver et specielt år. Og denne gang er det ikke kun en floskel... Bryggen fylder nemlig 100 år, hvilket sikkert vil blive fejret. Så der er god grund til at glæde sig til det nye år. Vi ønsker alle en glædelig jul og et herligt nytår og gør samtidig opmærksom på, at vi først melder os i brevsprækkerne igen den 26. januar. agn

PS. Desuden vil vi også benytte lejligheden til at takke vore annoncører for samarbejdet i det forgangne år. Uden dem - intet Bryggebladet. Avisudgivelsen er udelukkende finansieret af annonceindtægter.

På bryggebladet.dk den 14. december 2004.
Redigeret udgave af leder bragt i Bryggebladet 21-2004 der udkommer den 15. december 2004.

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet