HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

KULTURNAT PÅ ELLEVTE ÅR

Fredag den 10. oktober bliver en stor dag. Ikke kun fordi den nye Harry Potter udkommer. Ej heller fordi det er sidste nat inden landsholdets skæbnekamp mod Bosnien. Men nok så meget fordi Kulturnatten igen i år får bydelen til at vise sig fra sin bedste side. I år med et program der er endnu mere storslået og varieret end tidligere.

BRYGGEBLADET 08.10.2003 - Siden Kulturnattens start i 1993, har den vokset sig fra 45 til mere end 300 deltagende institutioner i København. Samtidig har flere og flere kulturinstitutioner valgt at slå sig ned på Islands Brygge. Så det er ikke så mærkeligt, at der sker ting og sager fredag nat på Islands Brygge. Her er et lille udpluk:

Prøv en gratis bowlingtime hos Bryggens Bowling Center, Islands Brygge 83 E. Bowling er både en seriøs sport og en sjov forlystelse. Og Bryggens Bowling Center er hjemsted for mere end 70 klubber. Billetbestilling på 3254 0050.

Hans Tausens Kirke, Halfdansgade 6 er som sædvanligt meget aktiv på Kulturnatten. Sammen med Bryggens Børneatelier 2 genfortæller studenterpræst Hans Anker Jørgensen i kirkens tårnkammer historien om den seje Moses, der overlever barnemordet i Ægypten, bliver prins på Faraos slot, flygtning i den arabiske ørken og senere af ilden i en tjørnebusk får til opgave at befri sit folk fra slaveriet i Ægypten. En historie om sved og pisk og myg og græshopper og bylder og blod og hærskarers vandring gennem ørkenens brændende sand og havets dybe vand. Om vejen til det forjættede land, der flyder med surmælk og honning. Arrangementet indeholder installationselementer med lyde, levende og døde smådyr og lugte, der tilsammen giver historiefortællingen en sanselig og visuel pondus. Det foregår hver hele time fra kl.17.00 til kl. 20.00.

I forlængelse af historiefortællingen kan man besøge det forjættede land og lave et fælles sandmaleri i ørkenen, et lille tableau med en brændende, pink tornebusk, dekorere en æske til byldepest og døde fluer eller få hennadekoreret hånden til festlige lejligheder. Alt sammen sat i scene af Bryggens Børneatelier.

I Hans Tausens Kirke vil man senere på aftenen få lejlighed til at opleve forfatteren Peter Poulsen og pianisten Maibritt Kramer give en såkaldt Lyrikkoncert. Det foregår fra klokken 21.00 – 21.45. Og så vil der ellers resten af aftenen i kirken være ”Københavnerhymner” med Jørgen Gustava Brandt, Britta Bugge Madsen (orgel og klaver), Lisbeth Smedegaard Andersen og Hans Anker Jørgensen.

HK, Weidekampsgade 8, åbner sit nye forbundshus på Kulturnatten. Danmarks største fagforening ligger som bekendt nu på Islands Brygge. Hør om områdets historie, oplev børneshow, se moderne dansk kunst og få gennemført et løntjek hos HK/Service. Klokken 18.30 er der børneshow med klovnen Benny Schumann, HK’s sangkor synger i foyeren, områdets historie vil blive formidlet af Torkil Andersen, Arbejdermuseet, Nis P synger i kantinen, ligesom der vil være rundvisning og fremvisning af forbundets kunst. Der vil også blive serveret et let måltid i husets kantine klokken 18.00 – 20.00. Aftenens sluttes med et stort HK-fyrværkeri.

Bydelens nyeste beboer, Lægemiddelstyrelsen på Axel Heides Gade 1, Sojakagefabrikken, åbner i anledning af natten dørene for interesserede. Her kan man møde tv-lægen Peter Qvortrup Geisling. Her kan du få svar på hvordan lægemidler virker, hvad man skal være opmærksom på, når man bruger lægemidler, og hvad Lægemiddelstyrelsen laver. Se Islands Brygges historiske udvikling i billeder og mød tidligere medarbejdere fra DS Industries, der vil fortælle spændende historier om arbejdslivet i den gamle Sojakagefabrik. Endelig kan man bare nyde udsigten over København fra øverste sal, hvor man vil sidde på første parket til fyrværkeri.

Alle arrangementer løber af stablen i tidsrummet klokken 18.00 til 00.00. Har du af en eller anden grund behov for at snige dig over på den anden side af Langebro og opleve Kulturnatten i det øvrige København – er der også masser af spændende arrangementer der. Du kan købe programmet på biblioteket for 10 kroner samt se de nyeste opdateringer på www.kulturnatten.dk. På biblioteket kan du også købe et kulturpas, som inklusive program koster 65 kroner. Det giver dig adgang til de fleste arrangementer samt fri kørsel i busser, S-tog og metro. God fornøjelse på fredag. tkj

På bryggebladet.dk den 8. oktober.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet den 8. oktober 2003.

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet