HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

BIOBUMSEN FRA BRYGGEN

Bryggebo Morten Dürr podcaster om ugens filmpremierer.

BRYGGEBLADET 08.03.2006 - Biobumsen. Det er ikke et nedladende udtryk, som Bryggebladet har fundet på. Det er værterne Morten Dürr og Steffen Kjelds’ eget navn til et nyt radioprogram om film.

– Biobumsen er et podcast, hvor vi først og fremmest anmelder ugens aktuelle filmpremierer. Navnet Biobumsen var et forsøg på at lave det lidt uhøjtideligt – og så fordi man føler sig som lidt af en biografbums, når man starter en flot solskinsdag med at gå ind i biografen til formiddags-presseforevisning, forklarer bryggebo Morten Dürr, der til hverdag er ansat som filmanmelder på Dagbladet Børsen.

Find programmet på nettet

Du kan ikke finde radioprogrammet på det normale FM-bånd på din transistorradio. Programmet er nemlig et såkaldt podcast, som kun sendes via internettet. Man kan enten høre podcasts direkte på sin computer eller overføre dem til sin MP3-afspiller og høre dem, mens man er på farten. Programmet hentes på den danske podcast-portal www.podhead.dk

Podcast er en forholdsvis ny teknologi på det danske mediemarked, og Biobumsen er et af de første programmer, som ikke udsendes af de to store spillere på podcastmarkedet, TV2 og DR.

– Jeg har tidligere lavet indslag for Danmarks Radio og kan godt lide radiomediet. Derudover er det sjovt at være med til at starte noget nyt, forklarer 38-årige Morten Dürr om baggrunden.

Hør interview med George Clooney

Indtil videre har de to podcast-pionerer produceret 13 programmer, som typisk lægges op hver fredag. I programmerne omtaler og anmelder de ugens aktuelle film, men indimellem bliver der også plads til interviews med skuespillere og instruktører.

Det er således blandt andet muligt at høre Morten Dürrs interview med superstjernen George Cloney, der er aktuel med den atypiske, samfundskritiske Hollywood-film Syriana.

Bryggebladet fulgte for et par uger siden i hælene på Morten Dürr, da han skulle indspille et prgogram. For selvom podcast-teknologien i princippet giver mulighed for, at alle kan lave deres egne radioprogrammer hjemme fra dagligstuen, så har Biobumsen større ambitioner.

Programmet laves i samarbjede med den første danske podcast-portal, podhead.dk. En af stifterne af podhead.dk er Bo Rasmussen, bedre kendt som Bossy Bo. Han har været med i rapgruppen Østkyst Hustlers og har desuden i mange år lavet radioudsendelser for Danmarks Radio.

Professionelt lydstudie

Nu er han pioner i podcastverdenen, og indspilningerne af Biobumsen foregår derfor i hans lille, men professionelle lydstudie i Nordvest-kvarteret, hvor Anders Matthesen i øvrigt indspillede sin nyligt udkomne cd.

– Det er sjovt at være med til at lave noget, som ingen danskere rigtigt har lavet før. Desuden så brænder jeg virkelig for radiomediet. Jeg kan godt lide ideen om, at lytterne i deres eget hoved skaber egne billeder af det, som de hører, forklarer Bossy Bo.

Bryggeboerne kender i øvrigt Morten Dürr som en af de meget aktive forældre i forhold til forbedring af trafiksikkerheden på Artillerivej. Morten Dürr var en af initiativtagerne til sidste års underskriftsindsamling, som blandt andet har haft som resultat, at kommunen nu går i gang med en omfattende renovering af den store indfaldsvej. agn


PODCAST-FAQ

Hvad er podcast?
Podcast er selvvalgs-radio på nettet. Du vælger selv, hvilke programmer du vil høre, og hvornår du vil høre dem. Formatet er velegnet til bærbare MP3-afspillere.

Hvad betyder podcast?
Pod kommer af Apples populære MP3-afspiller Ipod. Broadcast er engelsk for udsende. Derfor podcast.

Hvordan gør man?
Du kan abonnere på dine yndlingsprogrammer. Det kræver, at du har et program, der kan læse og downloade filerne automatisk, eksempelvis Apples Itunes. Når du har downloadet programmerne, kan de overføres til din MP3-afspiller, på samme måde, som du gør med musik. Find flere tekniske råd i links nedenfor.

Både lyd og billede
Tv-podcasts (videocasts) downloades på tilsvarende vis og kan ses på en MP3-afspiller med skærm.

Podcast om Bryggen:
Hos kulturhuset kan du downloade podcasts med guidede gåture på Bryggen:
www.k-i-b.dk/turemedlyd

Forslag til links:
Danske:
www.podhead.dk (her kan du høre Biobumsen)
www.dr.dk/podcast
www.tv2.dk (vælg "RSS/Podcasts" på forsiden)
www.itunes.dk

Internationale:
www.podcastalley.com
www.podcast.net

På bryggebladet.dk den 8. marts 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 04-2006 (udkommer den 8. marts).

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet