HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

CAFE-KRIG I KULTURHUSET

Gensidige beskyldninger fyger gennem luften.

BRYGGEBLADET 08.03.2006 - De gensidige beskyldninger er mange: Unfair konkurrence. Dårligt lederskab. Løben fra aftaler. Ertatnings- og retssager.

Kulturhuset Islands Brygge og cafeen i kulturhuset (Bryggens Spisehus Aps.) har gennem snart et år haft store samarbejdsproblemer.

Så glade var alle parter ved åbningsreceptionen for de nye forpagtere i begyndelsen af 2005. I dag er der nærmest åben krig mellem kulturhuset og forpagterne af cafeen. Fra venstre ses John-Michael Pedersen, kulturhusets leder Jakob Kvederis, Claus Christensen og Zaki Mølgaard. John-Michael Pedersen og Claus Christensen har siden valgt at forlade Bryggens Spisehus Aps. (Arkivfoto: Ricardo Ramirez)

I dag er parterne lodret uenige om, hvordan sagen hænger sammen, og hvem der skyld i hvad. Fælles for begge parter er dog, at de mener, at problemerne går ud over brugerne af huset, hvilket brugerbestyrelsen kun kan nikke genkendende til.

– Det er en ulykkelig situation for alle os, der bruger huset, siger Birgitte Getting, nyvalgt formand for brugerbestyrlesen.

Kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V) beklager også udviklingen. Han mener stadig, at det var rigtigt at bortforpagte cafeen, men peger på manglende kemi mellem kulturhuset og forpagterne som årsag til problemerne.

Bryggens Spisehus Aps. har forpagtet cafeen i kulturhuset siden 1. februar 2005. Aftalen er gældende i alt fire år. Kommunen og kulturhuset har dog med baggrund i samarbejdsvanskelighederne opsagt aftalen fra den 1. september 2006, hvilket Bryggens Spisehus ikke vil acceptere. Udgangen på det hele kan derfor meget vel blive en langtrukken retssag.

Samtidig er der rygter i omløb om, at de nuværende forpagtere allerede har solgt Bryggens Spisehus Aps. Dette vil Zaki Mølgaard fra Bryggens Spisehus ikke bekræfte overfor Bryggebladet. Han bekræfter dog, at et salg er en af de løsningsmodeller, der arbejdes frem mod.

Den største uenighed går på, om kulturhuset og kommunen laver unfair konkurrence ved at sælge øl i salen i forbindelse med koncerter og andre arrangementer. Det mener Bryggens Spisehus, hvorimod kulturhuset fastholder deres ret til dette med henvisning til forpagtningsaftalen. Beskyldningerne om, at kommunen driver unfair konkurrence afvises også konsekvent af Martin Geertsen.

Bryggebladet har forsøgt at dykke ned i en kompliceret sag og lader begge parter komme til orde i nedenstående artikler. agn

SAGEN KORT:

2002: Kulturhuset Islands Brygge (K-I-B) åbner på havnen. Huset erstatter det tidligere medborgerhus Gimle, der blev lukket for at give plads til byggeri på Ny Tøjhusgrunden.

2004: Kommunens politikere beslutter, at bortforpagte cafedriften i mange kultur- og medborgerhuse, heriblandt K-I-B.

2005: De nye forpagtere (Bryggens Spisehus Aps) overtager cafeen 1. februar. Kort tid efter begynder de første samarbejdsproblemer. To af de oprindelige forpagtere stopper.

2006: Kommunen opsiger Bryggens Spisehus Aps fra den 1. september 2006. Rygter om, at nye ejere står klar i kulissen, florerer på Bryggen.

Læs mere i følgende artikler:

08.03.06 - Kulturborgmester: – En møgsag
08.03.06 - Cafeforpagter: – Ikke vores skyld
08.03.06 - Kulturhuset: – Ikke vores skyld
08.03.06 - Bryggebladet mener: En vanskelig sag

På bryggebladet.dk den 8. marts 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 04-2006 (udkommer den 8. marts).

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet