HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

DET KONGELIGE LAGER

Bryggebladet besøger en af Københavns mere velbevarede teaterhemmeligheder. Det kongelige Teaters store lager har nemlig til huse i lokalområdet.

BRYGGEBLADET 07.04.2004 - Bryggen har fået et nyt teater i Njalsgade - som blev omtalt i sidste blad - men et gammelt teater har også til huse her på Bryggen. På Artillerivej har Det kongelige Teater en lagerhal til rekvisitter og kulisser.

foto fra lageret

Her arbejder seks mand dagligt med at holde styr på alt, hvad der hænger, står og ligger på scenen, når tåspidserne balancerer og basserne brøler på Kongens Nytorv. Disse håndværkere, smede og tømrere, har deres daglige arbejdsplads på lageret, og selvom deres tid ellers ikke er til tant og fjas, modtager de Bryggebladets kamera og blyant med imødekommenhed.

Teatrets lager flyttede oprindeligt ind i nogle militærbarakker, som i 1975 blev afløst af den nuværende hal. Arne Fog tager os med på en rundtur - både i hallen, men derigennem også i teatrets forestillinger. Der er for eksempel scenografi til "Barberen i Sevilla" lavet af Helge Refn, der også malede billeder og lavede dejlige plakater. "Nøddeknækkeren" står sammenpakket med Bjørn Wiinblads karakteristiske streger og strøg og venter på, det bliver jul, hvor den igen skal danse i Tivoli.

Store krav til moderne scenografi

Oprindeligt lavede man scenografi ved at male billeder på lærreder - vævspændte rammer som til et maleri - kaldet kulisser. Flade billeder som skulle illudere noget rumligt - og gjorde det. Malerne var gode til at lave skygger og andre virkninger, og scenelyset var ikke så skarpt. Publikum gik med på historien og var ikke så forvænt som nu.

foto fra lageret

Nu kræves der mere af scenografien. Ting bygges op og placeres i rummet. Det kraftige scenelys er mere afslørende, men giver også nogle flere muligheder.

På lageret står rækkevis af rammer bygget i træ, som kan foldes ud og stilles op på scenen. Nogle af træpladerne er seks meter høje, scenen er endnu højere, men scenografien kan også hænge ned fra loftet. Det er store ting at bakse med, men en smed skal nok klare det.

foto fra lageret

Man fornemmer, at det er godt håndværk, og det bekræftes. Tingene skal jo tåle at blive pakket og flyttet igen og igen. Men træ er på retur, podierammerne laves nu i aluminium, som kan købes i standardmål og samles efter behov. Ak, ak - den samme sørgmuntre historie, også her.

I hallen er der en konstant summen fra varmeapparatet, der sørger for en temperatur på 12 grader. Går man hen ad de lange gange i hallen, minder stedet meget om et stort genbrugsmarked, her er bare mere orden. Navneskilte og numre på tingene og hylderne, og de malede lærreder mærkes med årstal, når de jævnligt brandimprægneres. Dog hænger der lige indenfor døren et tydeligt skilt om rygeforbud i hallen. Der er simpelt hen for meget guf for gløderne.

foto fra lageret

En afdeling er fyldt med stole, rigtige møbler i alle mulige stilarter til enhver tænkelig sammenhæng. Man ser for sig tyl, taft, brokade, uld og lærred placere sig på sæderne som foldede skørter og glatte ben. Alle disse stille stole, der giver plads til de mennesker, der skal fortælles om på scenen, men møblementet taler jo alligevel sit tavse sprog. Det mærker man her på lageret. Tingene skaber billeder. Måske er det derfor, det er så tiltrækkende at gå på loppemarked.

En anden afdeling er fyldt med tæpper - bagtæpper, fortæpper, sidetæpper, jeg ved ikke, hvor de placeres, men de ligger sammenrullet her hylde efter hylde. Til disse hører en speciel tæppevogn, cirka 20 meter lang, som Falck hjælper med at gelejde afsted gennem trafikken, når tæpperne skal på scenen.

Nærmest et byggemarked

En gulvafdeling er der også - det er næsten som i et byggemarked. Danserne har brug for et godt underlag - det er lavet i blød vinyl og ligger i ruller på lageret. Eventuelt lægges fjedrende plader ind under vinylen. De findes også på lageret.

foto fra lageret

Her er alt fra de rent praktiske ting til illusionerne om en anden verden. En kæmpe figur af Jesus lidende på korset hænger ved siden af et slagtet kvæg med indvoldene krænget ud. Der er stensøjler, som ved nærmere eftersyn er hule og lavet af glasfiber. Store lysekroner med mange arme og glimtende glas.

Hvor man end flytter blikket hen, drages man ind i historier, som her ligger adskilt afventende. Man længes efter de røde plyssæder, hvor sanserne åbnes, og man rives med. Og som Arne Fog siger: Man får virkelig noget ud af at gå i Det kongelige Teater, på hver billet er der hæftet en skattebetalt 500-krone.

Så måske skulle man pudse sko og briller og gå ind og lade sig forføre. Det lader sig ikke længere gøre for Thorgny Christensen. Han har arbejdet så længe på teatret som scenetekniker og nu på lageret, at han kun ser konstruktioner og opbygninger, når han går i teatret. En arbejdsskade. Som en tryllekunstner, der sikkert heller ikke kan betages, når ting forsvinder og dukker op igen. ing

Fotos: Ricardo Ramirez

På bryggebladet.dk den 6. april 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet den 7. april 2004.

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet