HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

CIGARET SKYLD I BERGTHORA-BRAND

12-årig dreng smed uslukket cigaret fra sig. Familier i to lejligheder er stadig genhuset.

BRYGGEBLADET 06.04.2005 - Det var ikke en pyroman, der var på spil, da en cykelkælder i ejendommen Bergthora den 16. marts brød i brand. Det fastslår politiet nu oven på en række undersøgelser og afhøringer.

Branden udviklede sig så kraftigt, at 10 familier måtte evakueres på grund af røgskader, og 17 lejligheder fik afbrudt deres telefon og internetforbindelse. De to lejligheder, der ligger ovenpå cykelkælderen, er i skrivende stund endnu ikke indflytningsklare.

(Arkivfoto)

Det stod hurtigt klart, at branden i cykelkælderen ikke skyldtes tekniske uheld. Samtidig måtte det være en person fra ejendommen, der har påsat branden, eftersom personen både skulle låse sig ind i gården og videre ned i cykelkælderen.

Nu har politiet, takket være indsats fra de lokale beboere, afhørt en 12-årig dreng, der erkender sig skyldig i branden.

Drengen har ifølge vicekriminalkommissær Preben Kristensen fra politiets brandtekniske afdeling erkendt, at han har røget en cigaret i cykelkælderen og efterfølgende smidt den uslukkede cigaret ned i en kasse. I løbet af nogle timer var der gået ild i kælderen.

De sociale myndigheder har drengen i sin varetægt, og sagen er i princippet afsluttet.

Alligevel fortsætter politiet sine undersøgelser, og især om der skulle være en sammenhæng mellem Bergthorabranden og en anden brand på Artillerivej, der brød ud samme aften fire dage efter. Den 22. marts. Her brød et 20 kvadratmeter skur i brand på det sted, hvor fritidshjemmet Thorshave tidligere stod. Havde branden udviklet sig, ville ilden have fået fat i husene i Haveforeningen Faste Batteri, hvilket kunne have udviklet sig til en storbrand.

Politiet fortsætter derfor efterforskningen og hører stadig gerne fra vidner, der har set mistænkelige personer i dagene inden påske i området Artillerivej, Ballonparken og Thorshave. Københavns Politi kan fortsat kontaktes på tlf. 38 10 14 48. tkj

Links til andre artikler:

18.03.05 - Brand i A/B Bergthora var påsat

På bryggebladet.dk den 6. april 2005.
Redigeret udgave af artikel, der bringes i Bryggebladet 06-2005 (udkommer den 6. april).

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet