HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

PÅ RUNDTUR I NJALSGADEKOMPLEKSET

BRYGGEBLADET 05.11.2003 - Deres udsendte besøger Njalsgadekomplekset på en regnfuld og blæsende tirsdag. Her tager vi en rundtur med udlejningschef Karsten Nygaard fra Leif Olsen A/S. Vi mødes i den gamle varmecentral, der endnu fungerer som viceværtkontor. Denne skal dog sammen med en række af de ikke så arkitektonisk spændende bygninger snart rives ned for at gøre plads for byudviklingen på Ny Tøjhusgrunden.

Telemarketing og tv-produktion

Vi starter turen i den blå pakhusbygning, der ligger med ryggen ud mod Ny Tøjhus. På tredje sal besøger vi Nørklit Partners. Her er adskillige unge mennesker travlt beskæftiget på telefonen. Hvad der foregår, er svært at finde ud af, men det åbne kontorlokale domineres af et whiteboard, hvorpå der er skrevet en masse smarte salgsudtryk. Desværre har chefen for travlt til at kunne tale med os, så Bryggebladets udsendte må nøjes med synsindtrykket af en travl virksomhedskultur, der vist blandt andet sælger mødebooking samt telemarketingsundersøgelser og -salg. Der er knald på, og de fleste ansatte ligner unge studerende, der vil supplere SU’en

Nørklit Partners

Der er stress på hos Nørklit Partners.

I samme bygning holder tv-produktionsselskabet Mastiff også til. De står blandt andet bag programmer som Den Store Klassefest og Mit Sande Jeg.

Anderledes kontorer

Herefter går turen videre til et af de gamle, flotte pakhuse, der ikke skal rives ned.

Karsten Nygaard

Karsten Nygaard i et af de ubenyttede lagerrum.

Karsten Nygaard viser først en tom stueetage frem, så man kan danne sig et indtryk af, hvordan lokalerne så ud før. Man forstår godt, hvorfor lokalerne blev forladt af FDB. Med pallernes indtog er sådanne pakhuse ganske enkelt for små.

Hjemmeplejen

Sådan ser et lagerrum ud efter modernisering. Denne etage er indrettet til hjemmeplejen.

Dernæst går vi et par etager op i ejendommen, hvor Københavns Kommunes hjemmepleje har til huse. Det er herfra at social- og sundhedsassistenterne kører ud til de plejekrævene borgere.

Rummet er anderledes indbydende, men der er stadig noget råt og pakhus-agtigt over det. Der er lavet flere »nødløsninger« eksempelvis i forbindelse med installation af udsugning, som hænger tydeligt på væggene. Sådan ville det aldrig se ud i et nyopført kontorhus, men til gengæld passer det godt ind i disse omgivelser.

Oven over hjemmeplejen ligger en af de tøjgrossister, der stadig findes i komplekset. Denne type virksomhed var nogle af de første til at rykke ind, men de er nu så småt begyndt at rykke videre, dels fordi man ikke vil blive for satte, dels på grund af de stigende huslejepriser.

Nick & Jay indspiller plader i Njalsgadekomplekset

Længere oppe i bygningen ligger der en del lydstudier. Et af de ældste styres af Cutfather & Joe. På rundturen falder vi i snak med Mick alias Cutfather. Han har i mange år været et af de store producernavne i international pop og r&b og har blandt andet produceret plader for boybands som de internationalt kendte Blue og Westlife samt danske Nick og Jay. Så det er faktisk Micks skyld – eller fortjeneste – at bryggeboerne ind imellem ramler ind i en popstjerne, når vi handler ind i Brugsen.

– Da Blue var her sidst, gik det pludselig op for os, at der sad en stor gruppe teenagepiger nede i gården. De ville se stjernerne, og mens de ventede, lavede de blækregning, fortæller en grinende Mick.

Cutfather & Joe var blandt de første, der flyttede ind i Njalsgadekomplekset.

– Det er helt utroligt, hvad der er sket med pakhusene. Da vi var her første gang sammen med Karsten Nygaard i 1995, troede vi dårligt på, at det kunne blive til noget. Men det kunne det, og vi er her endnu, siger Mick.

De har ofret betydelige midler på at lydisolere rummene. I de første år måtte man nemlig nogle gange stoppe indspilningerne, når Bus 12 kørte gennem Njalsgade. Men det er en pris, som de har været villige til at betale for at få nogle anderledes lokaler

– Lokalerne sender nogle gode signaler. Det ligner ikke et forsikringsselskab, men er derimod lidt New Yorker-agtigt, siger Mick, og henviser desuden til, at den centrale placering tæt på centrum, lufthavn og SAS-hotellet er vigtig, når man har et gennemtræk af mange internationale musikere.

Synergieffekter

På syvende sal ligger reklamebureauet Unplugged, der flyttede ind i 2001. Man træder direkte ind i det åbne kontor fra den 100 år gamle vareelevator.

– Det synes vores kunder også godt om. Vi flyttede herud fra Frederiksberg, fordi det var nogle spændende og anderledes lokaler til en rimelig kvadratmeterpris. Dertil kommer, at der er gode parkeringsforhold for vores kunder, siger direktør Jens Mark.

Unplugged har mange store firmaer i kundekredsen herunder Sadolin, Q8, Coca Cola, Nesa og Canon.

Nickname

På øverste etage indrettes nye kontorlokaler i to etager til Nickname.

I det andet store pakhus indrettes den øverste etage til firmaet Nickname, der blandt andet sælger tax-free emballage. Det er en af de større istandsættelser, hvor der skydes flere millioner i projektet. Håndværkerne var ved at lægge sidste hånd på lokalerne, da Bryggebladet var på besøg. Kommunen har givet tilladelse til at lave større vinduer i den bevaringsværdige bygning, og man får et kontorrum i to etager med en gennemgående gangbro.

I dette pakhus finder man også et par gallerier blandt andet Galleri Nils Stærk.

– Vi er flere gallerier herude, hvilket giver en synergieffekt. Da vi flyttede herud, var Islands Brygge det rigtige, rå sted, som man kan sammenligne med tilsvarende områder i New York og London, forklarer Nils Stærk, hvis kundekreds primært er international.

Nils Stærk er dog også opmærksom på, at området på et tidspunkt kan blive for kedeligt og sat, og så er han klar til at rykke videre til et andet nedslidt sted, der kan »upgrades« på den rigtige måde.

Flemming Rasmussen

Flemming Rasmussen fra Sweet Silence Studios.

I samme bygning finder man også Sweet Silence Studios, der ejes af producer Flemming Rasmussen, som tidligere har samarbejdet med Metallica.

Erik Buch

Erik Buch sælger blomster fra Njalsgadekomplekset.

Bryggebladets rundtur med Karsten Nygaard slutter hos blomsterhandler Erik Buch. Han sælger eksklusive blomsterarrangementer til firmaer, kongehuset, store bryllupper og lignende, men det er også muligt at komme ind fra gaden og købe blomster. agn

Link til andre nyheder:

Link til virksomheder i Njalsgadekomplekset omtalt i denne artikel:

På bryggebladet.dk den 5. november.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet den 5. november 2003.

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet