HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

STØTTEFEST SKAL HOLDE POLITIKERNE I ØRERNE

Blandt andre Billy Cross, Frede Fup, Poul Banks og Anne-Marie Helger dukker op på lørdag.

Per Johansen fra Nokken ved protestskiltet, som Nokken har opsat

BRYGGEBLADET 03.09.2003 – Vi er meget tilfredse med resultatet af vores foretræde hos politikerne. Vi følte virkelig, at politikerne lyttede til vores argumenter, og vi mødte stor forståelse, siger Per Johansen fra Nokkens husbådeudvalg til Bryggebladet.

– Vi frygtede, at politikerne ville være negative, men heldigvis lader det til, at mange af dem er blevet overbevist af vores argumenter, siger Per Johansen.

Han er en de 10-12 nokkeboere, som har brugt store dele af fritiden på at arbejde i Nokkens husbådeudvalg. De seneste måneder har dels budt på et indblik i de til tider snirklede kommunale beslutningsprocesser, dels på talrige uformelle rundvisninger for politikere, andre beslutningstagere og journalister. Den lille haveforening er virkelig kommet på manges læber, blandt andet som følge af at de store landsdækkende medier har givet sagen meget spalteplads.

Endnu tør man dog ikke tro på at planerne fjernes, sålænge politikerne ikke har taget endelige beslutninger. Selvom flere venstrefolk og socialdemokrater fra Borgerrepræsentationen individuelt har støttet op om Nokkens protester, har de to største partier i BR, som tilsammen har flertal, ifølge Bryggebladets oplysninger, ikke taget endelig stilling som gruppe.

Per Johansen fra Nokken ved protestskiltet, som Nokken har opsat

- Vi er meget tilfredse med resultatet af vores foretræde hos politikerne. Vi følte virkelig, at politikerne lyttede til vores argumenter, og vi mødte stor forståelse, siger Per Johansen fra Nokkens husbådeudvalg. Her er han sammen med Jørgen Rasmussen og Flemming "Meng" Andersen i gang med at sætte telt op til weekendens store støttefest.

For at holde politikerne i ørerne er der derfor stadig basis for at kalde festen på lørdag for en støttefest. Under overskriften ”Nu’ det Nok” har haveforeningen fået skruet et musikprogram sammen, som ville imponere mangen en festivalarrangør. Målet er at skaffe økonomiske midler til juridisk bistand og andre aktiviteter til at ”bevare Nokken som et af de sidste unikke rekreative områder i Københavns havn”, lyder det i den pressemeddelelse, som Nokken har udsendt.

Festen starter på lørdag klokken 14. Undervejs vil man blandt andet kunne opleve taler, gøgl og alskens musikalske oplevelser for både børn og voksne. Herunder Rock ’n’ Roll med All Stars med Billy Cross, Flemming Ostermann, Jens Rugsted og Hans Askou. Samt Anne Marie Helger, Fin Alfred, singer/songwriter pop, Paul Banks, Den Gyldne Trio, Frede “FUP” Norbrink, Lilians Nokkesang, Frode Veddinge, Maj, mig og min kone, Swing og Sahara, sigøjnerjazz, Magtens Korridorer, Blues for Nokken med blandt andet Børge Biceps og Kenn Lending, Sweet Nothing samt Pelle Lindstrøms Umoderne Trio. Derudover er der dagen igennem underholdning for børn og voksne, massageklinik, maleratelier og selvfølgelig mad og drikke. agn/tkj

På bryggebladet.dk den 3. september 2003.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet den 3. september 2003.

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet